Den her idé har jeg fået af min gode billedskolekollega, Kirsten Holme, fra Hammel Billedskole. Jeg brugte den som “buffer” på mine billedskolehold – en opgave, man kunne gå til og fra, når man havde en ledig stund. Børnene elskede den – og se hvor fine uroerne blev. Supersimple og fyldte af historier…
Alle har Go Cards liggende. Bed børnene om at tage nogle med, eller gå på café-crawl (sjovest uden børn :-).
Gå på opdagelse i billederne med Caran d´Ache-oliekridt (Neocolor I). Farv billederne på nye måder, eller digt videre på motiverne. Fremhæv sjove/mærkelige/interessante områder i kortene og dæmp de kedelige. Find tekster eller bare fragmenter af ord og fremhæv dem. Farv kortene tæt på begge sider. Giv hvert barn en kuvert eller plastiklomme til de færdige kort – og husk navn :-).
Når der er ca. 10 kort (der kan også være flere eller færre), skæres eller klippes kortene ud – nogle på den lange – og nogle korte led. Vores strimler var ca. 2,5-3 cm. brede. Børnene lægger strimlerne op i den komposition de ønsker, og strimlerne samles i den rigtige rækkefølge med en elastik. Og SÅ kommer det med symaskinen, som tager lidt tid, og som jeg gjorde her hjemme over nogle aftener… Sy en søm henover midten af den første strimmel, læg den næste i forlængelse af den første (de må ikke lappe ind over hinanden) og sy henover den osv. Og vupti: I har de flotteste uroer.