Tegn på hovedet ( I Michelangelos fodspor)

Temaet i billedskolen i denne sæson er “På hovedet/Hovedværker”. Så selvfølgelig skulle mine yngste elever tegne på hovedet, præcis som Michelangelo gjorde det for 500 år siden, da han udsmykkede det Sixtinske Kapel.

Inden eleverne kom, havde jeg sat A3-ark fast under bordene mad malertape. Vi gik i gang med undervisningen, og da vi havde 30 min. tilbage, og var blevet færdige med det vi ellers skulle nå, bad jeg elverne om at gå på jagt i lokalet efter det tegnepapir, de nu skulle arbejde på. Der blev ledt og undersøgt – og pludselig kravlede Anna ind under et bord, kiggede op og fandt papiret. Stor begejstring! Alle kravlede nu rundt på gulvet og fandt sig et ark.

På forhånd havde jeg printet enkle tegninger af forskellige slags hatte ud, lamineret dem som små kort og lagt dem frem på et bord. Nu skulle børnene vælge en hat, lægge eller sætte sig under bordet og tegne hatten på hovedet – og derefter gå op og vælge en ny hat. De måtte selv bestemme om hattene skulle være små eller store, om de skulle tegnes oven i hinanden eller hver for sig.

Tegnelegen var sjov, og flere af børnene var overraskede over deres egen formåen 🙂 En sagde: “Jeg anede ikke, at jeg kunne tegne sådan en flot kasket!” En anden ville nå at tegne så mange forskellige hatte som muligt, så han havde travlt.

Og så fik vi jo en god snak om Michelangelo, som lå i årevis og malede på hovedet – “al fresco”. Børnene var enige om, at det nu alligevel måtte have været hårdt for den gamle mester.

Relaterede artikler

Tegne i sneen

Nu starter vinterferien, og der ligger sne! Det kalder jo på at tegne på en helt ny måde: Tegne i sneen. I ugens løb har

Læs mere

Line Frøslev

Billedkunstner, kunstformidler og forfatter

Jeg holder kurser og kunstworkshops for virksomheder, institutioner og private hos jer eller i mit atelier. Derud over står jeg bag kursusrækken Boost din billedkunst, som afholdes i samarbejde med CFU i Jylland, på Fyn og på Sjælland.  Læs mere

Populære
kategorier
inspiration

Lad dig inspirere af mine idéer og billeder her fra bloggen, men brug dem ikke kommercielt uden mit skriftlige samtykke ifølge loven om ophavsret.