Laaaange englebasser

Det er december og overalt dukker juleengle op. Men engle er meget mere end jul, og en rigtig god indgangsvinkel til arbejdet med kulturens billeder, fx i tværfaglige forløb med kristendom, historie, dansk og musik.

I mange kulturer verden over, optræder vingede væsener i menneskeskikkelse: Den græske sejrsgudinde, Nike, med sine svanevinger, ægyptiske Isis, den nordiske mytologis valkyrier og Superman, som svæver afsted med sin kappe. Og så selvfølgelig alle biblens engle lige fra de ærefrygtindgydende Serafer med 3-dobbelte, øjenbeklædte vinger, ærkeenglene og skytsenglene til Rafaels små, fede basunengle.

Med denne enkle idé giver børnene deres bud på hvad en engel er, og hvordan den kan se ud. Englekroppen er lavet af et bræt, som i princippet fungerer som “lærred” for alverdens maleeksperimenter.

Lad børnene undersøge forskellige trykteknikker med fx bobleplast, skumpensler og blondevoksdug, lad dem male eller tegne fine mønstre med tusch eller pensel, skrive julesamler eller lave sjove collager på “kjolen”.

Eller hvad med at lave genbrugsengle, hvor håret er lavet af appelsinnet, glorien af et konservesdåselåg og vingerne af det fine pap fra fx Pucca-teæsker.

Jeg kunne også godt tænke mig at se Frøken Ignora springe ud som engle med vildt rødt hår og gul bluse 🙂

Disse engle er ca. 30 cm. lange og lavet af mine kursister på Børnehaveklassens Dag i Odense og Boost din Billedkunst 8 i Aalborg i november måned. Men forestil dig lige kæmpestore engle af brædder så lange som børnene, lavet af eleverne i fællesskab som udsmykning ned af en lang gang på skolen…

Materialer: Brædder, fx 1,5 x 6,8 x 30 cm., sandpapir, små øskener, hvis englene skal hænge, akrylmaling, ting til at stemple/trykke med, sprittuscher og Poschatuscher, papkassepap eller bølgepap, fint genbrugskarton, fx teæsker, bast/garn/uld/lametta osv. til hår, pensler, limpistoler.

Sådan kan du gøre:

  • Slib brættet let i enderne, så splinterne forsvinder.
  • Skru en lille øsken i den ene ende til ophæng
  • Mal brættet med akrylmaling
  • Dekorer det tørre bræt med mønstre: Bobleplast, blondevoksdug, skumpensler, collage, tekst, tegning…
  • Klip ansigt og vinger i fx bølgepap. Tegn øjne, mund og kinder med sprittusch eller Poscatusch.
  • Lav hår på samme måde, som når du laver lille pon-pon. Bare stop tidligere.
  • Form en glorie i metalpiberenser eller stanniol.
  • Lim ansigt, hår, vinger og glorie på den tørre engle med limpistol.

 

Glædelig jul og rigtig god fornøjelse!

Relaterede artikler

Drømmedåser/dåsedrømme

Dette skønne projekt opstod i et tæt samarbejde med min evigt inspirerende “sister in crime” i Hinnerup Billedskole, Annitta Krogsgaard, helt tilbage i 2014. Ideen

Læs mere

Lysende engle

I morges var der rim på græsset, og min yngste søn, Lasse på 21, har længe spillet julemusik. Jo, det er ganske vist: December nærmer

Læs mere

Line Frøslev

Billedkunstner, kunstformidler og forfatter

Jeg holder kurser og kunstworkshops for virksomheder, institutioner og private hos jer eller i mit atelier. Derud over står jeg bag kursusrækken Boost din billedkunst, som afholdes i samarbejde med CFU i Jylland, på Fyn og på Sjælland.  Læs mere

Populære
kategorier
inspiration

Lad dig inspirere af mine idéer og billeder her fra bloggen, men brug dem ikke kommercielt uden mit skriftlige samtykke ifølge loven om ophavsret.