Bogstavskulpturer

I Hinnerup Billedskole arbejdede vi under temaet “Ord i øjet”, og på alle hold handlede det om hvordan vi kunne få ord, bogstaver, tekst og billedkunst til at spille sammen. Idéen til temaet, havde vi fra Børn, Kunst og Billeders årlige (og helt suveræne, jeg anbefaler på det varmeste!!!) landskonference, som i 2013 havde samme tema. Se mere om Børn, Kunst og billeder her: http://www.bornkunstogbilleder.dk/

Idéen her udviklede jeg til mine ældste elever (6.-9. klasse), og de tog imod den med stort engagement.

Opgaven hed: Skab en skulptur med udgangspunkt i et et bogstav. Det var et krav, at man skulle kunne genkende bogstavet i det færdige værk. Om værket udelukkende skulle relatere til bogstavets form eller om det også skulle relatere til bogstavet som betydningsbærende enhed, var op til den enkelte elev at afgøre.

Eleverne valgte derefter hver et 20 cm. højt papmaché-bogstav, som de over 3-4 undervisningsgange transformerede til en skulptur. Som udgangspunkt var alle materialer og teknikker til rådighed, og jeg stod klar som kunstnerisk konsulent, sparinspartner, inspirator og praktisk gris.

Det var så fint at følge de store elever gennem arbejdsprocessen. De arbejder så forskelligt. Nogle har med det samme en idé, som de styrer målrettet mod, mens andre er mere tøvende eller undersøgende i deres tilgang til opgaven. Enkelte kan gå helt i skitse-selvsving. Men hver især skal de have rum til at arbejde i deres eget tempo og på deres egen måde. På den måde blomstrer de.

Nogle af skulpturerne blev meget personlige, og kom til at fortælle historier om barndom, følelsen af at være alene eller drømme. Andre var mere et udtryk for undersøgelse et bestemt formudtryk. Her kan du se nogle af de smukke og meget forskellige skulpturer, der kom ud af projektet.

L:  Gipsgaze, akrylmaling, bonzaitråd, malertape.

E:  Akrylmaling, falseæskekarton, indfarvet akvarelpapir.

P:  Staniol, gipsgaze, kraftig ståltråd, akrylmaling, brændestykke.

C:  Falseæskekarton, gipsgaze, akrylmaling, tyl.

H:  Akrylmaling, Poscatusch

Q:  Akrylmaling, Poscatusch, fineliner, barbiehår, stof.

 

Relaterede artikler

Drømmedåser/dåsedrømme

Dette skønne projekt opstod i et tæt samarbejde med min evigt inspirerende “sister in crime” i Hinnerup Billedskole, Annitta Krogsgaard, helt tilbage i 2014. Ideen

Læs mere

Laaaange englebasser

Det er december og overalt dukker juleengle op. Men engle er meget mere end jul, og en rigtig god indgangsvinkel til arbejdet med kulturens billeder,

Læs mere

Line Frøslev

Billedkunstner, kunstformidler og forfatter

Jeg holder kurser og kunstworkshops for virksomheder, institutioner og private hos jer eller i mit atelier. Derud over står jeg bag kursusrækken Boost din billedkunst, som afholdes i samarbejde med CFU i Jylland, på Fyn og på Sjælland.  Læs mere

Populære
kategorier
inspiration

Lad dig inspirere af mine idéer og billeder her fra bloggen, men brug dem ikke kommercielt uden mit skriftlige samtykke ifølge loven om ophavsret.